Ressourcepladser

Beskrivelse

 

Dagtilbud med ressourcepladser – ressourceinstitutioner.

Næstved Kommune har oprettet 8 ressourceinstitutioner, som er geografisk fordelt i kommunen. Ressourceinstitutionerne modtager op til 5 børn med behov for en særlig indsats, herunder børn med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, som understøttes i inkluderende læringsmiljøer i et almindeligt dagtilbud. Fælles for børnene er, at de har behov for struktur, forudsigelighed og tæt voksen guidning. De har behov for opmærksomhedsfastholdelse, hjælp til impulskontrol, og til at kunne overskue gruppen af andre børn, samt tæt og tryg voksen kontakt. Disse børn bliver visiteret af et visitationsudvalg.

Der arbejdes som i alle dagtilbud i Næstved ud fra Næstveds kommunes Børne-og ungepolitik og det politisk besluttede Arbejds- og strategigrundlag.

I det daglige pædagogiske arbejde benytter ressourceinstitutionerne sig, sideløbende med almen pædagogiske viden og faglighed, desuden af specialfaglig viden.  Der er i ressourceinstitutionerne flere personale ressourcer end i andre institutioner, med deraf bedre muligheder for f.eks. at arbejde i mindre grupper. De ekstra ressourcer er ikke knyttet til enkelte børn, men derimod knyttet til fællesskabet. Tanken er at skabe gode udviklings betingelser for alle børn, ved at skabe udviklende og inkluderende læringsmiljøer. Der arbejdes ud fra at alle børn har ret til og brug for at være er en del af et fællesskab. Tankegangen er at alle børn er unikke, med hver deres baggrund, særlige behov, samt behov for udfordringer. Børn lærer af hinanden og af hinandens forskelligheder. Der arbejdes målrettet med inklusion blandt andet via struktur, opdeling i mindre grupper, forudsigelighed, og genkendelighed. Eksempler på dette kunne være at understøtte samtaler om dagens forløb visuelt med billeder/piktogrammer for dagens aktiviteter og at børnene kan have faste pladser ved spisning.

For det pædagogiske personale er oprettet netværk for ressourceinstitutionerne, hvor 2 pædagoger fra hver institution deltager, hver anden måned. Der er til netværket tilknyttet en pædagogisk konsulent fra Center for Dagtilbud som tovholder. Der arrangeres med mellemrum relevante udviklende oplæg eller foredrag for alt det pædagogiske personale i. Til hver institution tilknyttet en specialpædagogisk vejleder, som sparrer med personalet f.eks. om metoder der kan afprøves og anvendes i det daglige pædagogiske arbejde. Der er desuden mulighed for at personalet kan modtage supervision hos en psykolog.

Forældre er vigtige og uundværlige ressourcer og samarbejdspartnere i arbejdet med inklusion. Det betyder at vi forventer at forældre tager varmt imod nye forældre og aktivt støtter op om kammeratskabsdannelse, f.eks. ved at tilbyde legeaftaler.

Dialogen mellem forældre og personale er vigtig, så vi i fællesskab kan udvikle trivslen og finde løsninger på de udfordringer, der kan komme i fællesskabet. Vi gør opmærksomme på, at vi alle har noget at øve os på. Det betyder i praksis, at vi i samarbejde med forældrene italesætter en fælles forståelse for forskelligheder, og at dette opleves som en ressource.